Stomi, medicinsk term for åbning. Om sygdomme i tarmene eller blæren og om stomioperation

Stomi er græsk og betyder åbning eller mund. Stomi er den medicinske betegnelse for en kunstig legemesåbning. Når der opstår sygdom i tarmene eller blæren, kan det være nødvendigt at foretage en stomioperation. Ved et operativt indgreb anlægges en kunstig åbning til kroppens overflade, kaldet for en stomi. Der er forskellige årsager til, at det kan være nødvendigt at få en stomi, f.eks. kroniske tarmsygdomme, kræft eller misdannelser. I dag findes der 10-12.000 mennesker med en stomi i Danmark (Kilde: Coloplast). Der findes forskellige typer af stomier. Fx kolostomi, en åbning til tyktarmen. - ileostomi, en åbning til tyndtarmen. - urostomi, er urinafledning. Stomien kan være permanent, for resten af livet, eller temporær, det vil sige midlertidig.

Mave tarm sygdomme

Tarmene er et rørformet organ, der forbinder den nedre mavemund med endetarmsåbningen. Den strækker sig fra tolvfingertarmen til endetarmen. Tolvfingertarmen går over i den lange tyndtarm, som igen udtømmes i den kortere og grovere tyktarm. Det sidste tarmafsnit kaldes endetarmen. Gennem både tyndtarmen og tyktarmen presses tarmindholdet i retning mod endetarmen ved hjælp af de såkaldte peristaltiske bølger. Disse bevægelser er rytmiske kontraktioner af tarmens muskulatur, som opstår helt automatisk, når tarmen udspiles af føde. Mens tarmindholdet passerer tyndtarmen på 3-5 timer, tager transporten gennem tyktarmen op til 24 timer. Der kan opstå en lang række sygdomme og irritationstilstande i tyktarm og endetarm, som kan være forbigående eller af mere kronisk karakter. Inkontinens for afføring, er manglende evne til at kontrollere passagen af luft el. afføring fra ende-tarmen. Graden af inkontinens kan variere fra lettere problemer med at holde på luften til manglende kontrol over formet afføring. Ved sygdom i tarmene eller blæren, kan det i enkelte tilfælde være nød-vendigt at foretage en stomioperation. Generelt bør man lade sig undersøge, hvis man får følgende symptomer: mavesmerter, forstoppelse, oppustethed, diarré, blod i afføringen, uregelmæssig afføring og ufrivillig afføring samt smerter eller kløe ved endetarmsåbningen.

At leve med en stomi

Før en stomioperation tror mange, at de ikke mere kan leve et normalt liv. Mange har svært ved at vænne sig til tanken om at bære en pose på maven. Efter operationen opdager man dog, at det er muligt at leve en dagligdag omtrent som tidligere. Rent praktisk giver posen ikke ret mange problemer. 
Som regel er det psykisk, man har flest vanskeligheder. Det kan for nogle være svært at vænne sig til tanken om at bære afføring uden på maven. Lugter det? Kan det ses? Hvad hvis andre opdager det? Men naturligvis bør man tale om det til dem, man lever tæt sammen med. For mange vil det være en hjælp at tale med andre, og normalt går det nemmest, hvis man kan tale åbent om sin stomi.

Børn og stomi

Når et barn skal have anlagt en stomi er det afgørende, at man som forældre reagerer positiv og optimistisk over for barnet. Det skal vide, at der hele tiden står nogen bag og bakker op. At man som forældre elsker sit barn, uanset hvad og altid er der som det faste holdepunkt i tilværelsen. Hvis forældrene har be-tænkeligheder og problemer med stomi, er det klogt at søge hjælp, støtte og vejledning enten hos andre forældre, der har prøvet det hele før eller hos plejepersonale på hospitalet eller i stomiambulatoriet. Et barns livskvalitet bliver ikke forringet af en stomi. Blot skal man som forældre lære at acceptere den som en del af barnet. Tryghed, ro og regelmæssighed er faktorer, der spiller en langt væsentligere rolle i et barns opvækstvilkår end at have en stomi, som alt andet lige er et mindre handicap.

Stomiposer og pasning af stomi

Moderne stomiposer, som sættes på huden omkring stomien, gør at de fær-reste på længere sigt har problemer med deres stomi. Ileostomier har en større tendens til at give pasningsproblemer grundet en mere konstante produktion af tynd afføring. Nyopererede patienter oplæres i pasning af stomien i dagene efter operationen, men mange har behov for løbende at få råd og vejledning hos en stomisygeplejerske. Det kan skyldes fysiske gener eller problemer af mere psykisk karakter. Den daglige pasning søges holdt så enkelt som muligt, og man behøver ikke at adskille proceduren fra almindelig daglig hygiejne såsom brusebad. Ved afvaskning og tørring af stomi og hud bruges lunkent vand og servietter 10x10cm. Brusebad uden stomibandage er den bedste hudpleje, den stomiopererede kan give sig selv.

Om Kolostomi (tyktarmen)

En kolostomi, åbning til tyktarmen, kan være temporær (midlertidig) eller permanent. Den mest almindelige årsag til at få anlagt en kolostomi er kræft i tyktarmen. Det kan også skyldes udposninger (divertikler) på tarmen, betændelsestilstande eller medfødte misdannelser m.m. Ved stomiopera-tionen fjernes det syge stykke af tyktarmen, og i flere tilfælde er det også nødvendigt at fjerne endetarmen og lukkemusklen. Selve stomien dannes ved, at et stykke af tarmen føres ud gennem huden og sys fast. Lige efter operationen er stomien hævet, men bliver efterhånden mindre. Stomien er rød. Den har omtrent samme farve som slimhinden i mundhulen. Stomiens højde er sædvanligvis 1-1½ cm. Selve stomien er følelsesløs, da der ingen nerver er i tarmslimhinden. Midlertidige kolostomier anlægges næsten udelukkende ved visse akutte operationer på tyktarmen, oftest i forbindelse med en svær betændelse af udposningerne på tyktarmen (divertikulitis) eller ved akut operation for kræft i tyktarmen. En permanent kolostomi anlægges hyppigst i forbindelse med operation for kræft i den nederste del af endetarmen.

Om Ileostomi (tyndtarmen)

En ileostomi, åbning til tyndtarmen, kan være temporær (midlertidig) eller permanent. De hyppigste årsager til at få anlagt en permanemt ileostomi er sygdommene Colitis Ulcerosa og Morbus Chrohn. Familiær polypose kan også være årsag til anlæggelse af en permanent ileostomi. Ved stomioperationen 
kan det ofte være nødvendigt at fjerne hele tyktarmen og endetarmen. Selve stomien dannes ved, at et stykke af tyndtarmen føres ud gennem huden og sys fast. Lige efter operationen er stomien hævet, men bliver efterhånden mindre. De to hyppigst former for stomi er en ileostomi og en kolostomi.

Om Urostomi (urinblæren)

En urostomi, urinafledning, kaldes også Brickerblære efter den amerikanske kirurg Bricker, der fandt på metoden omkring 1950. Kræft i blæren er i dag den hyppigste årsag til at få anlagt en urostomi. Stråleskader og medfødte misdannelser kan også være anledning til at få udført en urinafledende operation. Der findes i dag en række operationsmetoder og teknikker. Ved operationen fjernes blæren. Urinlederne sys fast til et stykke af tyndtarmen, som sættes ind som "kobling". Selve stomien dannes ved, at en del af tyndtarmsstykket føres ud gennem huden og sys fast. Tyndtarmsrøret kommer således til at fungere som en udførselsvej for urinen. Urinen opsamles derefter i en pose, der er klistret på huden omkring det sted, hvor tyndtarmen er ført ud. Posen har en ventil i bunden, og når den er fuld, tømmes urinen gennem ventilen ud i toilettet. Posen tages af og skiftes til en ny et par gange om ugen, hvilket man sagtens selv kan gøre. Man kan leve et fuldstændig normalt liv med en urostomi og foretage sig stort set alt, hvad man tidligere har gjort. Lige efter operationen er stomien hævet, men bliver efterhånden mindre.