Klamydia - kønssygdom

Klamydia (Chlamydia infection) er en kønssygdom, som smitter ved ubeskyttet samleje og ikke fx ved at dele toilet eller håndklæde med en smittet person. Klamydia er den mest udbredte kønssygdom. Omkring 5 % af alle seksuelt aktive unge mellem 18-22 år er smittet. Klamydia er en infektion med bakterie (Chlamydia trachomatis), som giver betændelse i urinrøret og på livmoderhalsen. De fleste, der bliver smittet med klamydia, har ingen symptomer, men kan alligevel smitte andre. Hvis du får symptomer, er det mest som svien og skæren ved vandladning, og kløe fra urinrøret. Kvinder kan få udflåd fra skeden, og mænd lidt udflåd fra urinrøret. Klamydia optræder især hos unge seksuelt aktive under 30 år. Nyfødte børn kan få øjenbetændelse, hvis moderen har klamydia på det tidspunkt, hvor fødslen finder sted. Hvis man har dyrket usikker sex uden brug af kondom, vil det være en god ide at gå til læge og lade sig teste.

I visse byer findes specielle klinikker, hvor man kan henvende sig mere anonymt og få taget prøven for klamydia. Hvis du er smittet med klamydia, skal din partner også undersøges. Klamydia behandles med antibiotika. Bliver du behandlet hurtigt, bliver du helt rask. Går man med klamydia uden at blive behandlet, kan den hos kvinder sprede sig til æggelederne (nedsat fertilitet) og hos mænd kan klamydia give bitestikelbetændelse. Den eneste måde at undgå smitte er ved at bruge kondom. 

Test for klamydia

Kontakt egen læge eller en klinik for kønssygdomme hvor du kan blive testet for klamydia, hvis du tror, at du er smittet. Ofte er der dog ingen symptomer. Det er under halvdelen af de mænd og kvinder, der bliver smittet med klamydia, som får symptomer. Symptomer du bør lade dig teste på:

  • Hvis du som kvinde får udflåd, svie ved vandladningen, uregelmæssig blødning eller 
    smerter ved samleje.
  • Hvis du som kvinde får feber, udflåd og underlivssmerter.
  • Hvis din partner får konstateret klamydia.
  • Hvis du som mand får udflåd fra urinrøret, svie ved vandladningen eller ømhed i pungen.
  • Hvis du som mand får feber, udflåd og smerter i pungen.

En kvinde under 30 år, der skal have spiral, bør først undersøges for klamydia, fordi hun ikke kan vide, om hun er smittet. Hvis du har klamydia, skal infektionen nemlig behandles, inden du får spiralen lagt op. Klamydia smitter ved, at du har sex med en person, som har klamydia. Derfor er det vigtigt, at du undgår at blive smittet og undgår at smitte andre. Brug kondom, når du er sammen med en person, som kan være smittet. Når du indleder et nyt forhold, er det en god idé at lade dig selv og din part-ner undersøge.

Undersøgelse og behandling for klamydia

Klamydiabakterien findes i slimhindens celler. Når man bliver undersøgt for klamydia, bliver man bedt om en morgenurinprøve. Ved en gynækologisk undersøgelse tager lægen en prøve fra livmoderhalsen og en prøve fra urinrøret. Hos mænd tager lægen en prøve fra urinrøret. Hos et nyfødt barn med øjenbetændelse skraber lægen lidt med en vatpind på indersiden af barnets øjenlåg. Prøverne sendes til et laboratorium, der i løbet af et par dage kan sige, om der er tale om klamydia.

Klamydia behandles med antibiotika enten Makrolid eller Tetracyclin, er du gravid dog med Ampicillin. Efter en uges tid er klamydia svundet, og man kan ikke føre smitten videre. Så længe man går til undersøgelse og får behandling, skal man enten undlade samleje eller kun dyrke sikker sex. Man bør efter 5-6 uger gå til en efterkontrol, for at sikre at infektionen er svundet. Hvis klamydia bliver behandlet hurtigt, bliver man helt rask.

Går man med klamydia uden at blive behandlet, kan den hos kvinder sprede sig til æggelederne og hos mænd give bitestikelbetændelse. I begge tilfælde kan det føre til, at man får svært ved at få børn. Det kan også betyde, at en graviditet oftere sætter sig uden på æggelederen (graviditet uden for livmoderen). Smitte med klamydia menes at være den mest almindelige årsag til barnløshed.

Graviditet og smitte

Hvis en gravid kvinde ikke er blevet behandlet for en infektion med klamydia, kan infektionen overføres til det nyfødte barn ved fødslen. Det kan resultere i øjenbetændelse 1-2 uger efter fødslen. Klamydia kan ligeledes findes i barnets urinrør. Hvis man er smittet med klamydia, vil det dog ikke påvirke barnet under graviditeten. Klik præventionsformer >>

Andre artikler


Jobansøgning og CV

Lad MYADVIZER skrive din ansøgning og dit CV og kom til jobsamtale. Det gør 8 ud af 10 jeg har hjulpet.

Læs mere