Kosmetisk tandbehandling og tænders udseende.
Fra tandblegning og hvide plastfyldninger til nye kroner
Forskønnelse af tænderne og kan foregå på mange niveauer. Det kan være lige fra tanderstatninger, porcelænsfacader og plast til blegning. Der kan være mange årsager til, at man er ked af sine tænders udseende. Det kan der rettes på med kosmetisk tandbehandling, der udover at forskønne handler om livskvalitet.
Faktorer der påvirker farven på dine tænder
Fra naturens side er tændernes farve almindeligvis gullig-hvide. Ser man på en fortand vil den være hvidere ved skærekanten og mere gul ved tandkødskanten. Sammenligner du hjørnetanden med fortænderne, vil den være tydeligt mere gul og tæt i farven end fortænderne. Der er store forskelle fra person til person, men det er karakteristisk at tændernes farve bliver mørkere, mere grå med alderen. Nogle tænder er imidlertid mere gullige end andre. Enten på grund af tandens indre struktur eller på grund af misfarvning fra f.eks. tobak, kaffe, te og rødvin eller rødvin og indtagelse af fødeemner med meget farvestof, som f.eks. kirsebær og blåbær eller ansamling af tandsten. Dybereliggende misfarvninger kan også skyldes dårligt mineraliserede områder på emaljen på grund af tidligere syreangreb fra plakken, eller der kan være tale om en død nerve på en skadet tand eller en allerede rodbehandlet tand, som efterlader en grå eller blågrå farve.
Hvordan gøres tænderne mere hvide
Grundig rensning hos tandlægen eller tandplejeren vil fjerne de ydre misfarvninger, som stammer fra mad og tobak. Brug af en tandpasta, der er specielt rettet mod misfarvninger fx Colgate Sensation Whitening, der kan være en hjælp til at kontrol-lere mængden af misfarvning mellem tandlægebesøgene og fjerne misfarvninger efter fx kaffe, te, rødvin og tobak. Hvis misfarvningerne har været der i lang tid, skal man få tandlæge eller tandplejer til at fjerne misfarvningerne. De ved hvor-
dan det skal gøres uden at beskadige tænderne. Misfarvninger der sidder dybere i tandens struktur kan ofte bleges. Er misfarvningerne voldsomme kan de eventuelt dækkes med et lag tandfarvet plastik eller tanden kan forsynes med en krone af tandfarvet materiale. Tal med klinikken om hvad der passer bedst.
Hvordan virker pålægning af tandfarvet plast?
Ved pålægning af et lag tandfarvet plast kan man dække overfladen af misfarvede tænder og i mindre omfang korrigere tandens form. Det er også muligt at fastgøre en tilpasset, tandfarvet porcelænsskal (porcelænsfacade) på tanden. Læs mere om disse to almindelige metoder herunder.
Pålægning af tandfarvet plast
Man bliver ofte nødt til at beslibe tandens forside lidt for at få plads til plasten. Udføre man ikke denne beslibning vil tanden med det ekstra plastlag let kunne virke klodset. Derefter ætses tandens overflade en smule. Den bliver ru og plasten kan bedre sidde fast. Den rigtige farve plast påføres tanden og gives den rigtige form. Plasten hærdes derefter ved belysning med ultraviolet lys. Overfladen poleres til sidst. Én plast-facade koster typisk mellem kr. 1.300 og 2.000.
Porcelænsfacade
Facaden fremstilles, så den passer til tandens farve og form. Porcelænsfacader er generelt stærkere end behandling med plast, men er også dyrere. Facadebelæg-ninger er en god måde at reparere fortænder på. Facadebelægninger kan bl.a. lukke små uønskede mellemrum, dække misfarvninger, fyldninger, lysne gule tænder, rette krogede eller skæve tænder, eller til at ændre en tands udseende. Porcelænsfacader er meget tynde mellem 0,3 til 0,5 mm i tykkelse og meget stærke og bliver påsat direkte på egne tænder. Facadebelægninger fastgøres med en speciel cementlim. Porcelænsfacader er dyrere, men det er nemmere at få det til at ligne de andre tænder. Man skal nok regne med at behand-lingerne skal gentages med 5 til 10 års mellemrum. En porcelænsfacade koster typisk mellem kr. 4.300 og 5.000.
Hvide plastfyldninger
Mens brugen af sølvamalgam er stærkt faldende, vinder plast mere og mere frem og har nu overhalet antallet af amalgamfyldninger. Og det selvom der aktuelt ikke ydes tilskud til større plastfyldninger i kindtænder. Plast har mange gode egen-skaber, både æstetiske og funktionelle. Plasten er blød når den lægges på tanden, hvilket sker i små tynde lag. Hvert lag hærdes individuelt med ultraviolet lys. Plast er mere kompliceret og tidskrævende at arbejde med end sølvamalgam. Kosmetisk er plastfyldning absolut en god løsning, hvor andre valg ellers kan være dyrere løsninger som porcelænsfacade eller porcelænskrone.
Om tandblegning
Blegning kan foretages enten hos tandlægen eller hjemme ved hjælp af et blegesæt, der udleveres af tandlægen. I begge tilfælde anvendes tandblegende geler, som ved en iltningsproces bleger mis-farvningerne. Det er ikke usædvanligt, at tænderne bliver lidt følsomme i en periode efter blegningen. Blegning i hjemmet er en populær metode i dag. Tandlægen tager et aftryk af den kæbe, hvor du skal blege tænderne og får fremstillet en blød plastskinne som kan omslutte dine tænder. Skinnen bruges til at fastholde blegningsgelen i kontakt med tænderne. Det er vigtigt at du følger klinikkens anvis-ninger og du skal også læse fabrikantens brugsanvisning. Den blegende virkning kommer relativt hurtigt, og du bør med korte mellemrum blive kontrolleret på klinikken i blegeperioden. Hjemmeblegning inkl. blegegel og skinner koster typisk mellem 1.000 og 1.200 kr.
Blegning hos tandlægen
Metoden anvendes i de tilfælde, hvor misfarvningerne er så fremtrædende, at det må forventes at blegning i hjemmet ikke vil være effektivt. På klinikken har man andre muligheder end dem patienten selv kan bruge. Eksempelvis BriteSmile eller Zoom, der er kendt fra 'Extreme Makeover' og 'The Swan' som kan ses på TV og oplyses at give et hvidere smil på ca. 60 min. Zoom blegning bør udføres af tandlægeuddannet personale. Sådan foregår en behandling: Tandlægen tager en farveprøve af din nuværende nuance på dine tænder, tandkød og slimhinder beskyttes med et materiale og blegegel påføres tænderne, Zoom lampen er aktiv i 3 x 20 minutter og bleger i dette tidsrum dine tænder. Producenten oplyser, at efter endt behandling vil dine tænder i gennemsnit være 8 nuancer lysere. Blegning i tandlægestolen koster typisk mellem 2.200 og 3.200 kr. og blegning af en enkelt misfarvet tand koster typisk 7-800 kr.
Vil der igen komme misfarvninger på mine tænder?
Der kan komme misfarvninger på enhver tand, også på tænder, der er blevet behandlet som beskrevet ovenfor. Rygning, kaffe, te, rødvin og mad med stort indhold af farvestoffer kan være årsagen. Børst tænderne med en tandpasta, der er specielt udviklet til at forebygge misfarvninger fx Colgate Tandsten Plus Whitening og Zendium Fresh + White.
Tandsmykker
Et smukt smil kan også fremhæves med et tandsmykke. Metoden er ganske enkel. Smykket limes på den intakte tand. Der skal ikke bores, hvorfor tanden ikke tager skade. Tandsmykket kan let fjernes eller udskiftes med en anden model uden skader på tanden. Inkl. påsætning koster et tandsmykke typisk mellem 300 og 500 kr. Tal med din tandlæge.
Klik her og få mere at vide om hvide tænder og kosmetisk tandbehandling >> |