Scanning. Om MR-scanning og CT-scanning og den stråling man udsættes for. Hvilken stråledosis udsættes man for?

Ja, der er forskel på de to billedteknologier. CT-scanning anvendes oftest til at vise forandringer i en knogle, kæbe og mund. Det er en røntgenundersøgelse, hvor mange snit behandles i computeren og viser knoglernes struktur meget nøjagtigt. CT-scanningen anvendes også ved diskusprolaps, men erstattes i stigende grad af MR-scanning, der oftest anvendes til at vise forandringer i blødt væv som diskus og muskler. Det er en magnetundersøgelse, hvor der fokuseres på væskeindhold i vævet. Hvis der er en vævsskade tiltrækker området væske, og det ses tydeligt på MR-scanningen, der således typisk anvendes ved mistanke om diskusprolaps og til at vise vævsskade i muskler og knogler samt afsløre svulster og blødninger i hjernen.

MR-SCANNING (Magnetisk Resonans)

Ved MR-scanning (magnetisk resonans scanning) anvendes et kraftigt magnetfelt – og ikke røntgenstråling, som ved CT-scanning. Magnetfeltet er så kraftigt, at man ikke må have metaldele i kroppen, i hvert fald ikke i nærheden af den del af kroppen, som bliver scannet. Det gælder dog ikke metaldele som ikke er magnetiske, som fx plomber i tænderne. Med MR-scanning kan man få foretaget en undersøgelse af galdegangene og bugspytkirtelgangene, der kaldes MRCP (magnetisk resonans cholangio pancreaticografi). Teknikken til MR-scanning er som nævnt baseret på anvendelse af magnetfelter og radiobølger. Derfor er den undersøgte person ikke udsat for røntgenstråler eller andre former for mulig skadelig stråling. MR-scanning giver i forhold til andre billedteknikker gode billeder af kropsdele, der er omgivet af knoglevæv, og teknikken er særligt velegnet til at vise hjerne, rygmarv og vævsskader i muskler og knogler. MR-scanning kan give meget detaljerede billeder, og er den bedste teknik til at vise svulster i hjernen. Teknikken kan afsløre om svulster i hjernen er vokset ind i det omkringliggende hjernevæv. Faktisk tillader teknikken at fokusere på detaljer i hjernen så specifikt, at den kan afsløre det arvæv, der dannes i nerveskederne ved dissemineret sklerose. MR-scanning kan vise forandringer i sammensætningen af kroppens væv. Eksempelvis kan man se de forandringer, der fremkommer i hjernevævet i forbindelse med en hjerneblødning eller et slagtilfælde, hvor hjernevævet har lidt af iltmangel. MR-scanning kan også vise hjertet og større blodkar adskilt fra det omgivende væv. Det er muligt at afsløre medfødte hjertefejl og ændringer af hjertemuskulaturens tykkelse efter hjerte-anfald. Endelig kan metoden også anvendes til undersøgelse af kroppens led og bløddele; lever, milt, tarme med mere.

MR-scanning foretages ofte ambulant, det vil sige, at man går hjem efter undersøgelsen. Under scanningen skal man ligge helt stille for ikke at forstyrre optagelserne. I nogle tilfælde nødvendigt at bedøve børn. Undersøgelsen er smertefri og kan ikke mærkes på kroppen. I forbindelse med MR-scanning anvendes hyppigt kontrast, som gives ved en ind-sprøjtning i en vene. Kontrasten er uskadelig for kroppen og giver ikke ubehag eller risiko for allergi. Under scanningen ligger man inde i en stor cylinderformet magnet, der er 5.000-60.000 gange stærkere end jordens magnetfelt (0,23T - 3,0T). Her udsættes man for pulserende radiobølger med en frekvens på 42,6 MHz/Tesla. Der anbringes en elektrisk spole rundt om den del af kroppens, som skal scannes. Ved hjælp af denne spole udsendes impulser, som kortvarigt ændrer det kraftige magnetfelt. Når impulsen derefter ophører, vil brintatomerne svinge tilbage til udgangspunktet i det stærke magnetfelt. Derved udsendes et svagt radiosignal, som opfanges af spolen. Signalerne omregnes ved hjælp af en computer til billeder af den pågældende legemsdel. Som bekendt består det meste af kroppen af vand. Vand indeholder brintatomer og derfor spiller brintatomers kerner en vigtig rolle ved MR-scanning, og man kan således danne billeder af næsten alt kroppens væv. Da der ikke bruges ioniserende stråling, kan undersøgelsen gentages flere gange uden problemer.

CT-SCANNING (Computer Tomografi)

CT-scanning er en røntgenundersøgelse. Scanneren sender impulserne 
videre til en computer, som omdanner dem til billeder. Derved dannes en række billeder af alle lag i den del af kroppen, som bliver undersøgt. Ved hjælp af CT-scanning kan lægerne se, hvor og hvor dybt, en eventuel knude sidder. Teknikken bag MR-scanning og CT-scanning er således forskellig. 
Billeder taget med en CT-scanner er mere detaljerede end almindelige røntgenbilleder. Desuden kan informationen fra optagelsen bearbejdes i en computer, så de fremstår 3-dimensionelt og fra flere forskellige vinkler. En CT-scanner fungerer anderledes end et almindeligt røntgenapparat. I stedet for at sende et enkelt bundt røntgenstråler gennem kroppen, som det sker ved almindelige røntgenbilleder, sendes strålerne fra et røntgenrør, som roterer omkring patientlejet. Strålebundterne opfanges af sensorer, der registrerer strålernes styrke og sender dem videre til en computer. Røntgenstrålerne vil svækkes afhængigt af, hvilken type væv de går igennem. De registrerede data bearbejdes i computeren og omdannes til et 2-dimensionelt billede, der vises på en skærm. CT-scanning, er særlig velegnet til at undersøge blødninger, aneurismer (udposning på en arterie), hjernesvulster og hjerneskader, desuden kan scanningen anvendes til at se svulster og bylder i hele kroppen endelig kan CT-scanning anvendes til at vurdere organskader ved traumer så som iturivning af nyrer, milt eller lever.

Indgår også i moderne tandbehandling

Endvidere danner CT-scanning baggrund for en ny banebrydende tandlæge-teknik, der gør det muligt at få fastsiddende tænder på en time (teeth-in-an-hour). Det vil sige, at tandløse på én time kan få indsat implantater og fastsiddende tænder, hvor det tidligere kunne tage op til seks måned, at få lavet en ny overmund. Ved forundersøgelserne CT-scannes kæberne sammen med en model af de ønskede fremtidige tænder og der frembringes et 3-dimensionelt billede af en mund og kæbeknogle. Optagelser, der bearbejdes på computer, hvor tandlægen præcis bestemmer, hvor implantaterne skal sidde for at blive placeret i god knogle. Ud fra computermodellen og ved hjælp af CAD/CAM teknik frembringes dels den færdige bro og dels en styreskinne, der placeres på patienten, så im-plantaterne kommer til at sidde netop der, hvor det ønskes. - Se mere om tænder her >>

En CT-scanning gør ikke ondt. Den strålepåvirkning kroppen udsættes for under en CT-scanning er dog en del større end ved en almindelig røntgenoptagelse, hvorfor scanningen ikke anbefales, med mindre der er virkelig gode medicinske og faglige grunde til det. Der kan i enkelte tilfælde fore-komme bivirkninger i forbindelse med undersøgelsen. Dette er særligt tilfældet ved anvendelse af kontrastmiddel. Der kan forekomme allergi overfor indholdsstoffer i kontrastmidlet. En CT-scanning har flere hundrede kontrastniveauer i forhold til almindelige røntgenbilleder, der kun har ganske få kontrastniveauer mellem knogler og bløddele. Væv med forskellig tæthed som for eksempel knogler, kæbe, muskler og fedtvæv afbildes tydeligt ved en CT-scanning. Ved en optagelse af hjernen kan man tydeligt se hjernens væskefyldte rum (ventriklerne).

ULTRALYDSSCANNING 

Ved hjælp af hjælp af helt ufarlige lydbølger (ultralyd) er det muligt at danne billeder af de indre organer. Ultralydsundersøgelser virker ved at lydbølger sendes ud og kastes tilbage til en scanner. Afhængigt af, hvad lydbølgerne rammer, sender de forskellige signaler tilbage. Eksempelvis kan dannes billede 
af en livmor med et foster. Ultralydsscanning bruges i mange forskellige sammenhænge, for eksempel under graviditet, ved kvindesygdomme og i forbindelse med forskellige mave, tarm og leversygdomme. Den måde, hvorpå ultralydsscanningen udføres, afhænger af formålet med undersøgelsen. Den bedste forbindelse mellem scannerhovedet og patienten sikres ved, at der fordeles en portion gelé på huden hvor scanningen skal gennemføres. Mange andre dele af kroppen kan undersøges med en ultralydsscanner. Dette kan eksempelvis foregå gennem kroppens naturlige kropsåbninger såsom munden eller skeden. En ultralydsscanning gør ikke ondt.

Ultralyd og tidlig fosterscanning

Ultralyd er som nævnt lydbølger, som sendes ud af scannerhovedet og herefter sendes tilbage som ekkoer, der oversættes til billeder. Undersøgelser har vist, at ultralyd med de frekvenser og den styrke der anvendes ved graviditetsscanninger er ufarlig. Teknikken er specialudviklet til bl.a. at varetage graviditetsscanninger i det traditionelle 2D samt 3D/4D. Scanneren er tilsluttet en fladskærm således, at man uden anstrengelse live kan følge med i undersøgelsen på tæt hold. Flere faktorer har betydning for kvaliteten af scanningsbillederne bl.a. afstanden mellem scannerhovedet og barnet, hvorfor livmoderens placering, tarme og fedtvæv kan være en medvirkende årsag til billedkvaliteten. Barnets lejring i livmoderen er også afgørende. Endvidere kan det være en fordel, hvis den gravides blære ikke har været tømt én time før scanningen, idet vand i blæren også kan øge kvaliteten af billederne. - Klik her og læs om graviditetsscanning i 3D og 4D >>

RØNTGEN

En røntgenundersøgelse giver detaljerede billeder af skelet og bløddele i kroppen og er fortsat et meget vigtigt redskab til at undersøge nogle af kroppens indre strukturer. I Danmark udføres der hvert år ca. 3 millioner røntgenundersøgelser. Røntgenstråler er nært beslægtede med både radio- og lysbølger. Ved en røntgenundersøgelse bremses en del af strålerne i kroppen, medens resten passerer og rammer en fotografisk film, et TV-kamera eller speciel-le detektorer. Tætte væv, f.eks. knogler, absorberer mere stråling end bløddele. Når billedet bliver fremstillet, er det derfor let at skelne knogler fra bløddele, men sværere at adskille bløddele fra hinanden. Derfor anvender man ofte et kontrastmiddel så det undersøgte organ kan fremtræde tydeligere. Kontrastmidler kan f.eks. indsprøjtes i en blodåre til visse nyreundersøgelser. Ved undersøgelse af tarmene kan kontraststoffet drikkes.

Røntgenundersøgelser kan udføres på alle dele af kroppen og benyttes ofte i kombination med andre undersøgelser til at afkræfte eller bekræfte en diagnose. Den mest simple form for røntgenundersøgelse er en enkeltoptagelse, hvilket er den mest anvendte form og særlig velegent til at undersøge hvirvelsøjlen, bryst-kassen, kraniet og andre dele af skelettet. Er der behov for at undersøge hulrum eller væskefyldte strukturer, er der mulighed for at anvende kontrastmidler - eksempelvis bariumkontrast til undersøgelse af spiserør, mavesæk og tarme, eller jodholdige kontraststoffer til undersøgelse af f.eks. nyrer. I mange tilfælde, hvor man tidligere brugte røntgenundersøgelser, vælger man i dag CT-scanning, der laver serier af snitbilleder.

STRÅLEDOSIS

Størrelsen af stråledosis afhænger af hvilken type røntgenundersøgelse, der skal foretages. Jo mere kompliceret en undersøgelse er, desto større bliver stråledosis. Stråledosis er et mål for den mængde energi, som kroppen absorberer ved en undersøgelse. Dosis måles i Sievert (Sv), som er en stor enhed. Derfor angives stråledosen ved røntgenundersøgelserne normalt i millisievert (mSv). 1 Sv = 1.000 mSv. - Eksempler på stråledoser ved typiske undersøgelser: Arm: 0,1 mSv - Lunger: 0,3 mSv - Mavesæk: 1,5 mSv - Lænderyg: 5,0 mSv - Tyktarm: 6,0 mSv - Nyreundersøgelse: 7,0 mSv - CT-scanning, hovedet: 2,0 mSv.

Hvilken anden stråling udsættes vi mennesker for?

En dansker får i gennemsnit en stråledosis på ca. 5 mSv om året. Størstedelen kommer fra naturlige strålekilder som f.eks.: Fra egen krop, radioaktive stoffer i kroppen: 0,2 mSv - Fra verdensrummet og solen: 0,3 mSv - Fra jorden: 0,5 mSv - Radon, radioaktivitet i jord og byggematerialer: 3,0 mSv - Undersøgelser: 0,6 mSv. Kilde: Sundhed.dk